Hjælp jeg skal flytte? Når man for første gang skal forlade sit barndomshjems eller forældrenes matrikel, så indtager mange én af disse positioner: Enten som personen, som planlægger flytningen ned til mindste detalje eller typen, som fralægger sig alt ansvar og forventer, at tingene sker af sig selv.
De fleste placerer sig dog et sted midt imellem. Hvis du stræber efter at være bare lidt som den første type, så har vi samlet en række do’s og don’ts her.
Do – far, mor og venner vil gerne hjælpe
I langt de fleste tilfælde vil din omgangskreds hellere end gerne være behjælpelig med at hjælpe dig med at pakke og planlægge flytningen. Som ’førstegangsflytter’ kan det umiddelbart virke uoverskueligt at skulle tage stilling til, hvad der helt konkret skal gøres. Så er det bestemt ikke nogen skam at spørge venner og familien til råds, eller om de har mulighed for at give en hånd med. Bare så længe at du er villig til at gengælde tjenesten en anden dag.
Do – lav lister
Det kan være en god ide at danne sig et overblik over ens ejendele inden selve flytningen ved hjælp af lister. Vi foreslår, at du laver en liste over de ting, som du gerne vil have med til det nye sted samt en liste over de ting, som du ikke har brug for mere. Gammelt tøj, elektronik eller bøger kan sagtens komme en anden til gavn, så du kan overveje, om du vil give dine gamle ejendele til genbrug eller eventuelt holde et mini-loppemarked.
Do – fejr dig selv
Når alt inventar er kommet på plads, så vil det være oplagt at holde en indflytterfest eller hyggelig middag for dine venner og/eller familie. Dermed har du også mulighed for diskret at takke de mennesker, som har muliggjort en smooth og effektiv flytning.
Don’t – vær hverken for ambitiøs eller inaktiv
Det absolut værste du kan gøre er at sætte dig (enten bogstaveligt eller metaforisk) på din flade og vente på, at flytningen sker af sig selv. Eller lade alle andre om jobbet, mens du tager dig af andre (faktisk meget mindre) gøremål. Husk derfor at tage ansvar for flytteprocessen og udvis ansvar. Hermed undgår du også at komme til at stå i den trælse situation, at din mor uforvarende er kommet til at smide din elskede, gamle t-shirt eller kamera ud eller til genbrug. Derimod skal du heller ikke gå over i den anden grøft, hvor du hundser med folk og ikke indregner uforudsete hændelser eller forsinkelser.
Til sidst vil vi ønske dig held og lykke med flytningen!
Visitor Rating: 5 Stars